Uge 8: Power-to-x: Kapløbet om fremtidens energiform er i gang. Hør vinden suse på Mars, mens Perseverance opdaterer softwaren. Svenskerne sætter hælene i over for Lynetteholmen

Episode 154 · 25 February 2021 · 33 mins 26 secs

About this Episode

Vært: Henrik Heide

Medvirkende: Bjørn Godske, Martin Bernth og Thomas Djursing

I denne uges Transformator sætter vi fokus på de nye energiteknologier, der under fællesbetegnelsen power-to-x handler om at konvertere vindmøllestrøm til en energiform, der er let at lagre, f.eks. brint, e-methanol eller ammoniak. Der kastes for tiden milliarder i PtX-projekter rundt om i landet i et kapløb om at sætte sig på strategisk vigtige lokationer, f.eks. hvor der er adgang til vindmøllestrøm, og hvor overskudsvarmen kan udnyttes.

Og så skal vi til Mars, hvor Nasa i sidste uge succesfuldt landede roveren Perseverance, hvis hovedmission er at tage prøver i et floddelta to kilometer væk, hvor der muligvis er levn fra fortidigt liv. Efter landingen tager roveren sig et hvil, lader batterierne op og opdaterer sin software. Og på en lydoptagelse kan du høre, hvordan marsvinden blæser.

Vi slutter af fra Lynetteholmen – den planlagte kunstige ø, der skal rumme boliger til 35.000 nye københavnere og fungere som klimasikring af hovedstaden. Ingeniøren har tidligere stillet spørgsmålstegn ved VVM-proceduren, der ret usædvanligt er delt op i flere enkeltdele, selv om øen, den tilhørende metrolinje og havnetunnel til biler er et samlet projekt. Og nu protesterer svenskerne over de miljømæssige konsekvenser af at hælde mere end 2,3 millioner læs jord i Øresund.

Links

Nogle artikler kræver abonnement og er muligvis endnu ikke online

Her er Danmarks PtX-planer

Eksperter og branchefolk: Danmark har brug for en PtX-strategi

Efter vild Mars-landing: Klar til labyrintræs og helikoptertest

Leder: Svensk storm over Københavns prestige-ø