Sidste nyt fra fronten: Sådan vinder ukrainerne dronekampen
Episode 384 · 5 June 2026 · 35 mins 7 secs
About this Episode
Vært
Henrik Heide
Medvirkende
Emilie Berthelsen, erhvervs-ph.d., DTU Compute, Institut for Matematik og Computer Science
Kjeld Jensen, lektor, SDU UAS Center
I denne uges Transformator
For godt et år siden gennemførte Trump den vildeste diplomatiske nedsmeltning i nyere tid lige midt i Det ovale Værelse. I direkte tv skældte han Zelenskyj hæder og ære fra. En af de ting, den amerikanske præsident vendte tilbage til et par gange, var en analogi om kortspil.
»Du har ikke kortene på hånden,« lød det.
Nu kommer det rolige gensvar. Ikke fra Zelenskyj selv, men fra hans ambassadør i Ukraine, Olga Stefanishyna. I CNN blev hun i den forløbne uge spurgt, om Ukraine i dag har nogen kort på hånden.
»We print them,« lød svaret.
Det er den kølige konstatering af, at Ukraine på USA’s anmodning i dag har en hel række firmaer til at hjælpe og rådgive den amerikanske hær, flåde og luftvåben i dronekamp og droneforsvar i den igangværende krig i Mellemøsten. Ukraine er lige nu den eneste, der kan kontrollere fremtidens krigsførelse. Kortene har skiftet hænder.
En af forklaringerne skal søges i de første måneder af krigen mod de invaderende russiske tropper. Bryllupsfotografer og landmænd havde taget deres små droner med til fronten, og meget hurtigt viste de sig at udgøre et uvurderligt værktøj til indhentning af informationer om russiske troppebevægelser.
I dag foregår udviklingen af droner i et tempo, hvor en ny generation af droner bliver forældet i løbet af få uger. Vi taler om innovation, der kun lader sig gøre under et kolossalt pres. I denne uges Transformator skal vi høre, hvordan det er gået så stærkt, og hvilke droner, der lige nu dominerer den ukrainske front. Og vi skal på besøg i det værksted, hvor de første danske droneoperatører lærer at bygge deres egne droner af krydsfiner, søm og skruer. For det handler ikke om at kunne styre dronen. Det handler om at forstå dronens enkeltdele og software for løbende at kunne tilpasse dem situationen.