AI gør os hurtigere....og dummere
Episode 332 · 28 March 2025 · 28 mins 53 secs
About this Episode
Vært:
Henrik Heide
Medvirkende:
Therese Moreau, redaktør DataTech
Peter Christian Bech-Nielsen, techkorrespondent Ingeniøren
Morten Munk Andersen, journalist Ingeniøren
Lotte Holm, professor i fødevaresociologi ved Institut for fødevare- og ressourceøkonomi under Københavns Universitet
I denne uges Transformator
Engang kunne vi den lille tabel og lægge trecifrede tal sammen i hovedet. Men så kom lommeregneren, og nu skal vi have mobilen frem ved selv de simpleste udregninger. Engang lærte vi os at finde vej, når vi ankom til en ny by. Men så kom Google Maps og gjorde en ende på stedsansen.
Og nu har vi så generativ AI til rådighed overalt. Om få år kan vi forlænge listen af tabte humane kompetencer med denne: Engang kunne vi få skøre, kreative ideer, fordi vores hjerne af sig selv satte vidt forskellige punkter sammen til nye betydninger og mening.
Man kan hævde, at vi fint overlever i et moderne samfund uden en skudklar lille tabel i hovedet og evnen til at finde tilbage til hotellet. Men sagen er pludseligt en helt anden, når det handler om kreativt vidensarbejde. Den arbejdsplads i vores hjerner, hvor nye løsninger til nye udfordringer skal findes. Løsninger, der ikke hviler på gammelkendte metoder og rutiner. Hvis vi også overlader den del af hjernen til maskinerne, sygner den hen og går til pause, netop fordi AI bygger på det vi ved og de mønstre, der er lagt på forhånd.
Det sker allerede, kan forskerne måle. I ugens Transformator fortæller redaktør for DataTech, Therese Moreau, om perspektivet, når vi overlader idearbejdet til algoritmerne.
Men vi skal også lige finde en forklaring på, hvordan politiet kom på sporet af det belastende materiale hjemme hos tidligere minister Henrik Sass-Larsen.
Og endelig skal vi have en forklaring på, hvorfor togene skulle holde stille i 50 timer på Sjælland og derefter køre meget uregelmæssigt i ugerne derefter. Vi giver et lille hint: Softwareopdatering.
Episode Links
- Ekspert: I fremtiden kan vi blive nødt til at rationere mad | Ingeniøren
- Ekspert: AI-overvågning af banktransaktioner kan have fældet pædofili-tiltalt eks-minister | Radar
- Fejlene er fundet: Derfor lammede it-opdatering Sjællands togtrafik | Ingeniøren
- Hurtigere, men dummere? Brug af AI har konsekvenser for hjernen | DataTech (PRO)